Fire huse på Christianshavn, 1983

Artikel af arkitekt M.A.A. Hans Zacho Davidsen, bragt i fagtidsskriftet Tegl 86:nr 4 s.166-170

Før Christian IV’s tid var Christianshavn kun et par småøer og et fladvand i Københavns Havn, mellem Byens havn og Amager.

Byplan og privilegier

Omkring 1617 beordrede kongen udarbejdet en byplan for en ny by, der hvor Christianshavn nu ligger; begrundelsen herfor har nok været forsvarsmæssigt, såvel som det faktum, at kongen ønskede plads til flere pakhuse til brug for den stedse voksende udenrigshandel. Dertil kom vel også, at middelalderbyen København var ved at sprænge sine rammer.

I 1618 var planerne så vidt, at kongen kunne udskrive særskat til finansiering af den påtænkte nye by, ved Københavns havn, der skulle have samme privilegier som Helsingør, og i øvrigt være selvstændig, med egne havnefaciliteter.

Knippelsbro

Mellem 1618 og 1620 blev der derfor bygget en bro mellem Slotsholmen og en af de tilstedeværende øer; på det sted, hvor den senere brogade var placeret, og hvor der var vejføring til Amager, der var forsyningsområde for København.

Broen der var en træbro, der kunne tage kørende trafik, var belagt med rundstokke (knipler), deraf det senere navn Knippelsbro.

Brænderigårdens frodige og hyggelige gårdhave - efter renoveringen i 1980'erne - er et fælles anlæg for de omkringliggende ejendomme

Storgrunde til det københavnske borgerskab

Planerne for den nye by var lagt af en militærmand; med volde, grave og bastioner, samt med lige gader, der af hensyn til kongens ønsker opdelte byen i storgrunde, idet man herved kunne anspore det bedre borgerskab til at bygge store købmandsgårde i den nye by.

Imidlertid går det trægt med at få byen bebygget, selv om kongen presser på, og da der endeligt kommer gang i udbygningen, opstår der snart tvister og jalousier mellem de to byer, resulterende i, at Christianshavn i 1674 inkorporeres i byen København.

Strandgade, Kongensgade/Wildersgade og Overgaden neden Vandet

Udbygningen og dermed opfyldningen sker i første række langs vejen til Amager, og bebyggelsen især i Strandgade, der er nærmest ved havnen.

Det er storkøbmænd og velhavere der bygger her, og gårdene spænder ofte det meste af grundene ud til den bagvedliggende Kongensgade, der senere omdøbes til Wildersgade, som den nu hedder. Omkring 1650 begynder der også at komme gang i bebyggelsen på de storgrunde, der ligger mellem Kongensgade/Wildersgade og Overgaden neden Vandet, hvor bl.a. Storgrund 29 er beliggende.

Wildersgade 42-46 i 1970'erne før renoveringen i 1980'erne

Storgrund 29

Ejendommene Wildersgade 42, 44, 46, 46A og B ligger på en del af Storgrund 29, der ejedes af Johan Silwert, til han solgte den til Steffen Badskær, der udstykker og begynder at bebygge grunden. I 1659 har den sin nuværende opdeling mod Wildersgade med 4 huse, der omkring 1680 ifølge de tilgængelige oplysninger må have været énetages bindingsværkshuse.

Husene får en ekstra etage og grundmures

Omkring 1700-tallet er husene forhøjet med endnu en etage og gavlkviste, og ved århundredets afslutning er husene ombyggede og forhøjede til deres nuværende skikkelse, idet dog nr. 42, 44 og 46 har fået bindingsværksfacaderne erstattet med fuldt murværk, ligesom stueetagerne mod gården er blevet grundmurede.

Bag- og sidehusene, der traditionelt var byggede af ringere materialer, er blevet ombyggede i takt med at de gik til, og i takt med hvad de skulle anvendes til.

1958: Baghusene med forbindelsesgange mellem Wildersgade 46A og B samt bagsiden af Wildersgade 46 med skorsten og loftsvinduer på øverste etage

Bryggeri før 1675

Tilgængelige kilder viser, at der har været Bryggeri i nr. 46 helt tilbage før 1675, idet der dette år registreres en enke efter en Brygger Niels Mogensen, boende i et faldefærdigt hus i nr. 46. Det fremgår også af kilderne, at der i samme tidsrum har boet en Jacob Godsche, Destillatør, i nr. 42.

I 1677 fremgår det af kilderne, at nr. 46 er et nyt hus, der benævnes Bryggerigården, og ejes af Nicolas Sørensen, der havde nedrevet nogle lejeboliger for at opføre denne.

Baghus

I eller omkring anden halvdel af 1700-tallet sker der en udstykning, eller mageskiftning, idet der på baggrundene til nr. 42 og 46 bygges et baghus til Bryggeri eller lignende. Hvorledes dette oprindeligt har set ud vides ikke, men ved restaureringens start i 1975 fandt man 2 store træbrygkar nedgravede under stuegulvet i denne bygning, nu 46A. En Plakat på gavlen af dette hus angiver, at der er foregået noget i 1791, nok en eller anden form for ombygning, og ved 1700-tallets slutning står her en 4 etages grundmuret bygning med tegltag; som i dens nuværende form.

Maltkølle og ovnplade fra 1672

Man kunne således tænke sig, at der i nr. 42 og 46 har været lavet øl og brændevin helt tilbage fra omkring 1675; da man i eller omkring 1677 bygger Nicolas Sørensens Bryggergård, bygges der i kælderen ud mod gården en maltkølle og heri anvender man en gammel ovnplade fra 1672 som loftsafstivning. Denne plade, der rimeligvis har været anvendt i den tidligere lejebolig, blev fundet ved den nuværende restaurering, og er opsat i trappehuset i stueetagen.

Brændevinsbrænderi

Navnet ”Bryggerigården” har holdt sig helt frem til vor tid, idet der både til Wildersgade og til Overgaden neden Vandet har været skiltet hermed. Ældre Christianshavnere kan huske, at der har været brændevinsbrænderi og også, at der senere har været Bageri, hvor maltkøllen endnu blev anvendt, dog ikke i sin oprindelige form.

1958: Gården med garage (tv) der er sammenbygget med Overgaden oven Vandet 33 og stald (th)

Sanering

Den sanering, denne redegørelse omhandler, er del af en Karré-sanering af blokken Torvegade-Wildersgade-Sct.Annægade og Overgaden neden Vandet, der har været undervejs i næsten 20 år. Saneringens væsentligste formål har været at rydde op i de efterhånden jungleagtige bag- og sidehusbebyggelser, skaffe lys til gadehusene, og få disse bragt i en rimelig stand, som menneskeboliger, men også som miljø, idet man må huske at Christianshavn er den eneste gamle bydel i København, der ikke har været raseret af storbrande.

Kondemnerede huse

Da husene i og omkring 1965-70 blev kondemnerede, var de allerede i en sørgelig forfatning, og års tovtrækkeri, til saneringen endelige kunne starte, gav ofte husene dødsstødet, således at, da man endelig kunne starte den bevarende sanering, var det ruiner der skulle reddes, til bevillinger, der var givne på helt andre forudsætninger, og mange år tidligere; ligesom saneringslovene ikke længere var de samme, for at føje spot til skade.

Ægte hussvamp

Da den egentlige ”bevarende sanering” startede i Wildersgade 42-46 i året 1976, var de tre af husene så medtagne af ægte hussvamp, at det rent faktisk var et spørgsmål om det kunne lade sig gøre at sanere. Idet man nok må skelne, hvor mange ”pinde” der skal være bevarede pr. enhed før der er tale om rekonstruktion. Imidlertid gav Saneringsloven svaret, at loven skulle følges.

Fornyelse og restaurering

Der er således, i den herværende restaurering tale om, at hele partier af bygningerne er totalt fornyede, medens andre er restaurerede; ét har dog været altafgørende: at hvor der var angreb af ægte hussvamp ”Merylius-Lacrymans” har man fulgt reglerne om at udskifte alt til 1,5 meter uden for de sidst konstaterede Myceller (Hyfer).

Udsigt til det gråblå pakhus Wildersgade 46A med Vor Frelsers Kirke i baggrunden. Fra 2020

Nye tiders krav om plads og komfort

Samtidig har det været en nødvendighed at ændre og ombygge husene, idet man jo har måttet rette sig efter nye tiders krav om plads og komfort, og så sandelig også efter byggemyndighedernes krav, der ikke altid var lige logiske i relation til saneringsintentioner.

Der kan i et tilfælde som det foreliggende kun arbejdes med fremadskridende tilpasning til nye tiders krav som den historiske oversigt tydeligt viser. Skulle man have gennemført en historisk, museal restaurering, skulle man være endt med en række en- eller toetagers boder med ”Das” i gården – eller slet ingen ”Das”.

Krav om lys og luft

Husene der står i dag, er således et resultat af en fremadskridende tilpasning til nye tiders krav, også om lys og luft, og også om mindst mulig vedligeholdelse; man må således acceptere at der er steder, hvor der er anvendt nye materialer, selv om gamle ville være tænkelige.

Christianshavn fra 1650 til i dag

Men i det store og hele er der i helheden et godt billede af, hvordan Christianshavn har set ud tidsmæssigt fra 1650 til i dag, og de stærke farver i gadebilledet er historisk korrekt. De farver man ser mange steder på restaurerede huse, er de nedfalmede farver, man møjsommeligt har fundet, når man er nået ned gennem de forskellige lag.

Meget bevaret – på trods af misrøgt

Når man samtidig tager i betragtning, at hele Christianshavn faktisk står på opfyldning, at det oprindeligt var bindingsværk på syldsten, der efterhånden blev afløst af delvis grundmur, etager tilføjede, og at husene, efter i alle fald 1940 blev totalt misrøgtede, må man nok være taknemlig for, at der efterhånden er så meget bevaret, trods de vanskeligheder, der har været.

Wildersgade 46 - forhus og sidehus i gården med porten. Efter renoveringen i 1980'erne

Byggeriets data

Brænderigården, Wildersgade 42-46A, København.

Opført 1680-1710, renoveret 1978-1981.

Bruttoetageareal: 1.260 m².

Bygherre og arkitekt: Hans Zacho Davidsen, M.A.A., København

Rådgivende ingeniør: Civilingeniør Svend Halver I/S

Murerarbejde: Andreas Andersen, København. Wienberg & Søns Eftf., København. O. Fredborg, Albertslund.

Tømrer- og snedkerarbejde: Børge Carlsen & Søn I/S, København.

Blikkenslagerarbejde: H. Freytag, København.

Smedearbejde: Kaj Didriksen, København.

VVS: K. Skriver ApS, København.

El: E. Høyrups Eftf. K/S, København.

Malerarbejde: V. S. Larsen, København.

Håndværkerudgifter: 9,2 mio. kr. inkl. moms.

Peder Vilhelm Jensen-Klint (1853-1930)

Arkitekten P.V. Jensen-Klint (1853-1930), der bl.a. tegnede Grundtvigskirken (1927) på Bispebjerg i København, fik meget stor betydning for senere arkitekter, fordi han insisterede på enkelthedens styrke. 

Citat af P.V. Jensen-Klint i Michael Sheridan: Mesterværker - enfamiliehuset i dansk arkitekturs guldalder, 2021:

"Lad os dyrke tingene, fladen, stoffet efter sit væsen, aldrig indlade os på gammel stilafskrivning, men gennem grundig tilegnelse af de gamle tiders gennemførte kultur og værdige stilholdning dyrke vores personlige stil med tanken om at skabe skønne og storladne omgivelser for menneskets liv og færden..."