Saneringsplan 1965

Vilhelm Hammershøi (1864-1916): Åbne døre (motiv fra ejendom i Strandgade), 1905. Oliemaleri på lærred. Davids Samling

Vilhelm Hammershøi (1864-1916): Åbne døre (motiv fra ejendom i Strandgade), 1905. Oliemaleri på lærred. Davids Samling

Saneringsplan for karréen godkendt 1965

På tegningen ses karréen før og efter saneringen. Læg mærke til de lyse og luftige gårdområder efter saneringen

På tegningen ses karréen før og efter saneringen. Læg mærke til de lyse og luftige gårdområder efter saneringen

Nyt liv i gamle huse på Christianshavn

Beboelseskarré med 100-år gamle huse sættes i stand og bevares for eftertiden i deres oprindelige skikkelse

Fra Kristeligt Dagblad den 23. oktober 1965

Foreningen ”Det Gamle Københavns Venner” har nu set 5 års anstrengelser kronet med held. En plan til sanering af et bygningskompleks på Christianshavn er for ganske nyligt blevet godkendt i Magistraten. Boligkomplekset, som omkranses af Torvegade, Wildersgade, Oven- og Neden Vandet og Sct. Annægade, består for størstedelen af over hundrede år gamle huse, som foreningen har set det som sin opgave at redde.

Bevarende sanering

På denne måde vil arbejdet altså ikke kunne belyses ved hjælp af det almindelige ord ’sanering’, idet bygningerne ikke skal rives ned, men blot sættes i stand, ydre og indre, således at fremtidige beboere vil kunne få samme bekvemmeligheder som beboerne i moderne ejendomme.

Luksus at bo i historiske huse

Blot er der her en luksus, som parcelhusejere ikke vil kunne prale af. Det er den følelse, der opstår når man lever i huse, som bærer et spor af en forgangen kultur. Alt indvendigt vil blive som det altid har været. De gamle døre og de smukke paneler vil blot blive sat i stand, så de vil kunne fremstå arkitektonisk forsvarligt. Opgaven har kunnet lade sig gennemføre ved at ”Det Gamle Københavns Venner” har stiftet et aktieselskab af interesserede, således at foreningen køber de ejendomme, der skønnes at have historisk værdi. Derved forhindres, at gamle smukke huse, som har været dårligt holdt og derfor kunne anses at være til nedrivning, nu ikke forsvinder fra bybilledet.

Kurvemager Thomsens forretning i Wildersgade 46 - i 1967. Naboens drenge leger med hønseringe på fortovet

Kurvemager Thomsens forretning i Wildersgade 46 - i 1967. Naboens drenge leger med hønseringe på fortovet

Karréen udhules

Det drejer sig om godt og vel en halv snes boliger for liebhavere. Selve saneringen vil foregå på den måde, at man tynder området i midten af karréen ud, således at der bliver lys og luft. Lejlighederne bliver gennemgående noget større end de er i deres nuværende stand, idet man flere steder udvider to lejligheder til en. Om prisen på boligerne vil der endnu ikke kunne siges noget. Det kommer an på hvordan hver enkelt bliver. Men dog kan der siges, at de ikke bliver billigere end i en nybygget ejendom.

Brandsikre trapper, varmt vand og toilet

For at kunne gøre boligerne klar til indflytning, vil der blive foretaget en lang række større og mindre reparationer. Således vil der blive indrettet brandsikre trapper, varmt vand og toilet. En bygning i Sct. Annægade vil det dog tage nogen tid at få istandsat, fordi den er sunket temmelig meget, og derfor først skal hæves. Om det omtrentlige beløb for hele saneringen kan man heller ikke sige noget endnu, da de eksisterende tal er flere år gamle. Men at det vil blive næsten lige så dyrt som at købe nyt, er der ingen tvivl. Men så har man også alle tiders ønskedrøm af en lejlighed. Interesserede skal betale 10.000 kr. straks, og senere som nu lejlighederne bliver til.

3000 lejligheder

Foreningen ”Det Gamle Københavns Venner” blev stiftet for fem år siden med det formål at redde alle gamle bygninger i København, der var det værd. Før 1959 lod det sig ikke gøre at sanere ved at restaurere, men efter den nye saneringslov af 1. oktober 1959 var det muligt at undgå at rive ned. Det er magister Langberg, der har stået i spidsen for arbejdet med at samle interesserede og købe de gamle smukke huse. Et par er allerede restaureret, og resultatet er over al måde dejligt. Man regner med at der i 120 gamle, både fredede og ikke-fredede ejendomme i København, vil kunne blive 3000 lejligheder for folk, der kan lide at snuse lidt til det gamle, til en atmosfære som vi ikke kan undvære og som for al pris ikke må forsvinde.

Gårdmiljøet i den

Gårdmiljøet i den "udhulede" karré med pakhuset Wildersgade 46A i baggrunden. Området i midten af karréen er tyndet ud gennem nedrivning af en del små og større ejendomme

Seneste kommentarer

04.12 | 10:05

Jeg har dette billede. kunne nogen være interreseret?

14.03 | 16:53

meget betænksomt, meget uventet. Spændende om jeg med min nyeste bog GADENAVNE PÅ HAVNEN også kommer på

28.02 | 21:17

Malerierne er ikke til salg.

28.02 | 19:51

Pris